fredag den 14. oktober 2011

ABCiTY igen..

Reklamen bliver vist i landets biografer i efterårsferien, men du kan tyvstarte og se den her..

ABCiTY

Castingen hos Jette Termann blev ikke til noget denne gang. Til gengæld var der stor jubel, da Camilla ringede og fortalte, at Laura Mai skulle være "boksepige" for ABCiTY.
Optagelserne skulle foregå en mandag formiddag ude i Nordhavnen. Vejret var dejligt og Laura Mai var klar til at gå til den.

Lidt stemningsbilleder fra dagen

Laura Mai var lykkelig da hun fandt ud af, at hun skulle løbe igennem vand.. Lige indtil det trængte ind i skoene.. Hun var nær ikke kommet igennem hele vandpytten, for vandet var KOLDT! Heldigvis havde vi skiftesko med i tasken, så hun kom tørskoet hjem trods alt.

I bedste Balboa stil - man kan næsten høre Eye of the Tiger i baggrunden..


Efter en lang formiddag med mere end almindelig megen løben, skyggeboksning og et par mislykkede sjipningsforsøg vinkede vi farvel og drog hjemover. Vi rundede af med en dejlig frokost.

Børnapasta i Frederiksberg Centeret

Mere september..

Et par dage efter optagelserne til filmskoleopgaven var dagen som siden blev kendt som "Store Casting Dag".
Intet mindre end to castings blev det til.
Først var vi en tur på Nørrebro hvor DSP Filmbureau holder til. Har havde Laura Mai en casting med Hilmar "HD" Flygenring og Camilla Holmgreen. De søgte film til en reklamefilm for et nyt computerspil for børn. Hilmar og Camilla var super søde og Laura Mai var straks på bølgelængde med Hilmar som skulle instruere filmen. Der blev snakket om måde prutter og bøvser, og de blev hurtigt bedste venner.

Senere på dagen var vi omkring Zentropa for at mødes med supercasteren Jette Termann. Jette kiggede efter børn til en ny Thomas Vinterberg film, og selvom Laura Mai næppe ville komme på tale til den store rolle, skulle hun stadig bruge børn til en håndfuld statistroller.

Jeg vil nok ikke planlægge to castings på samme dag igen en anden gang, men Laura Mai var i topform, og hyggede sig rigtig godt til begge castings.

Aktiv september..

September var måneden hvor der pludselig blev noget at lave..

I starten af måneden stod den på midtvejsfilm til Den Danske Filmskoles Dokumentarlinje.
Dokumentaren var om mennesker med psykiske lidelser, og hvordan de var kommet igennem og havde deres ledelse under kontrol.
Før dagen hvor der skulle filmes, var vi inviteret ud til instruktøren, for lige at møde Anders, som dokumentaren handlede om. Det var super godt, lige at få hilst på dem begge, og Laura Mai var i topgear og fik udforsket det meste af instruktørens lejlighed. Hun hyggede også ret godt med sin medspiller, så alt i alt var det en rigtig god idé med sådan et formøde.
Midt i september skulle der filmes. Vi stillede op ved en børnehave nær Enghave station, hvor Laura Mai tilbragte et par timer. Forældrene måtte ikke være med, så jeg gik en god lang tur.

Før optagelserne hyggede Laura Mai på legepladsen - vippen var virkelig god!



Dette billede er har vi fået af instruktøren. Det er taget under optagelserne.

søndag den 17. juli 2011

Nye billeder..

I starten af juli var vi forbi Basic CPH igen. Laura Mai skulle have taget nogle nye billeder, da de gamle var ved at have snart et år på bagen.

Som altid var det en rigtig dejlig oplevelse. Denne gang var det en sød fotograf, der hed Pernille, som skulle fotografere. Det kom der disse billeder ud af:


Jeg synes at Pernille formåede at fange både den drømmende og den frække side af Laura Mai..
Pernille foreslog også nogle "seje" poseringer, som Laura Mai dog ikke helt fangede under fotograferingen. Det er dog altid rart at have noget man kan arbejde videre med, og nu sidder de lige i skabet, så hun er klar til næste gang. :)

Seneste nyt..

Nå, det er vist på tide med lidt opdatering.. Siden sidst har Laura Mai fået scar fra CIFF Kids, som hun desværre ikke kom med til. Det gør ikke så meget, for som hun selv sagde efter castingen, så var det aaalt for hårdt.. ;) Måske hun er mere klar til det næste gang.

I mellemtiden har hun været med til filmningen af en kortfilm til et af Super 16s afgangsprojekter.
Jeg må ikke fortælle så meget om det, så det vil jeg lade være med, men det var et par regnfulde dage, dog med højt humøret og søde mennesker.


 


Vi skal se den færdige film i biografen engang til November næste år. (ja, de var i god tid! :))

tirsdag den 24. maj 2011

Casting..

I søndags var der casting for CIFFKIDS. Vi har ikke været til sådan en stor casting før, men havde lavet lidt lektier hjemmefra. CIFFKIDS laver nogle fede modeshows under modeugen, og vandt i foråret tilmed prisen for bedste show. De planlægger naturligvis at gøre kunsten efter til august, så ambitionerne er tårnhøje.

CIFFKIDS' efterår/vinter 2011/12 show


Udeover diverse klips på Youtube, havde vi ikke den fjerneste idé om, hvad vi skulle forvente, så vi bevæbnede os med masser af god energi, og for Laura Mais vedkommende også nyt sommerhår.


Da vi ankom fik vi først udleveret en seddel, som vi skulle udfylde med kontaktinfo osv. Vi var blevet bedt om, at medbringe billeder, så disse blev hæftet sammen med sedlen.
Herefter blev hele banden kaldt ind i et stort mødelokale, hvor der var en kort briefing, både til børn og forældre.


Efter briefingen blev alle forældrene sendt ud, og så var der ellers dømt 1½ times træning med den flinke danseinstruktør. CIFF folkene gjorde meget ud af, at understrege at dette var ben hård business, men formåede alligevel at være sympatiske og tage hensyn til børnene. Enkelte af børnene blev fulgt ud under træningen, da man vurderede, at det ville være spild af både CIFFs og børnenes tid, og de ikke egnede sig til den slags opgave. Langt de fleste fik dog lov til at blive, deriblandt Laura Mai.

Efter ca 1½ times venten fik de rastløse forældre, mig selv medregnet, lov til at komme ind og se resultatet..


De prøvede programmet igennem nogle gange, først alle på samme tid, bagefter opdelt i hold, så drengene og pigerne hver for sig, og endelig alle samlet igen.
Børnene og deres evner var naturligvis meget forskellige. Man kunne se, at en del af børnene gik til dans, og med koreografien de skulle lære var dette bestemt en fordel. Laura Mai har aldrig haft en dansetime, og hun bliver nok heller aldrig olympisk mester i wienervals, men hun gav den gas, og prøvede det bedste hun kunne. Mere kunne jeg sådan set ikke bede om.
Børnene spændte også vidt, lige fra 4 og helt op til 9 år.


Til modeshowet skal de bruge både dansere og modeller, så vi krydser fingre for, at Laura Mai bliver valgt ind, sandsynligvis mest i den sidste kategori.

søndag den 15. maj 2011

Tempur..

I starten af april gik turen så til Laura Mais Tempur aftale. Vi havde ikke rigtig fået noget at vide, udover, at vi ikke skulle have noget med. Jeg havde taget fri hele dagen, da det var et heldagsshoot. Helt så heldags var det dog ikke, idet vi et par dage i forvejen, havde fået at vide, at vi først skulle være der 11.30.
Adressen vi havde fået angivet, var ikke mere end et par minutters kørsel fra hvor vi bor, så det var bare op på cyklen og afsted.
Fotografen som skulle skyde billederne var Heidi Lerkenfeldt, som tager nogle virkelig smukke billeder.

Laura Mai skulle fotograferes med et sæt låneforældre, nemlig Hailin og Vincent.


Deres første shoot skulle forestille en skøn søndag morgene, hvor datteren var hoppet ind i sengen til mor og far. I sagens natur, var det rimelig vigtigt, at Laura Mai følte sig tilpas i set-uppet, så jeg fik hende til at vise Hailin det smølfespil hun ofte spiller på min telefon, og derved bryde isen.
Hailin var fra Kina, men havde boet i Danmark i 3 år. Hendes dansk var dog ikke sådan helt ligetil. I hvert fald var Laura Mai ikke helt sikker på, hvilket sprog hun talte på. Der gik dog ikke lang tid, før de var på bølgelængde. Vincent var fra Holland, og talte slet ikke dansk, men de klarede den nu fint alligevel.

Laura Mai klarede dagen over al forventning - selv jeg var overrasket og ikke mindst super stolt.

Telefonen blev der leget en del med den dag, da der var temmelig meget ventetid - her er der en stak stemningsbilleder fra dagen - primært billeder som Laura Mai har taget, under sin udforskning af fotostudiet.


Tempurpigerne var rigtig flinke, og Heidi og hendes crew var alt for seje! Laura Mai blev nærmest båret rundt, så hun ikke fik fnuller på tæerne eller krøllede sit tøj. Frokosten var oceaner af sushi, og pauserne blev brugt med at lufte Krittie - Heidis søde hund, som Laura kastede sin kærlighed på. Klokken lidt over fire var vi færdige - godt trætte begge to (jeg selv, mest af al ventetiden), men glade for endnu en oplevelse til scrapbogen.

Noa Noa..

Det blev torsdag, og vi skulle tidligt op. Jeg havde dagen for inden allieret mig med Åse-pigen - Mettes bil, som skulle sørge for, at vi kom til Kvistgaard inden 8.30.
Jeg har ikke kørt bil i den københavnske morgentrafik i mange år, så at det skulle tage 20 minutter at komme fra Nyelandsvej til Nørrebros Runddel kom lidt bag på mig. Det var derfor kun med nød og næppe at vi nåede frem til Noa Noa i tide.
Noa Noas hovedkvarter er er en fantastisk bygning. En gammel smuk hvidkalket gård, hvor man, det øjeblik man træder ind af døren, ikke er i tvivl om, at man er havnet hos Noa Noa.


Indretningen er lys og lækker med friske blomster, emaljeskilte og hvidmalede træmøbler. Jeg kommer altid til at tænke sådan lidt fransk sommerhusstemning, og det er bestemt ikke en dårlig ting i min terminologi.
Der var i alt mødt 5 børn op, og det viste sig, at det var Noa Noas vinter 2011-2012 kollektionslaunch der skulle fremvises.
Efter lidt ventetid i kantinen blev vi alle guidet ind i påklædningsværelset hvor der var sat stativer frem med børnenes billeder og det tøj de hver især skulle have på. Der var en lidt spændt stemning, som Noa Noapigerne hurtigt fil løsnet op på. Pigerne blev først vist hvor og hvordan de skulle gå, og sidenhen var de også lige inde og se alle de tegninger Noa Noa havde modtaget, da de tidligere på året holdt en lille designkonkurrence, for at finde et nyt print til deres stof.
Vel tilbage i "omklædningen" blev det besluttet, at 5 børn med tilhørende forældre + en påklæder til hver, nok var lige lidt i overkanten. Vi forældre blev derfor guidet tilbage i kantinen hvor vi kunne vente.
Jeg fik mig en lille sludder med en af de mere erfarne modelmødre, og det var interessant at høre hendes historier og erfaringer.
Pigerne var nu klar, og vi forældre fik lov til at komme med ind og få et hjørne i show room'et. Mit kamera lå desværre i omklædningen, så jeg fik ikke taget nogen billeder i denne omgang. :(
Efter lidt snak til de udenlandske gæster gik fremvisningen igang. Laura Mai var første pige på skansen, og var en anelse genert. Hun klarede dog turen helt fint. Det første sæt pigerne skulle vise, skulle forestille, at det var jule morgen, og at pigerne netop var stået op. Der var blød velour og bomuld, og pigerne så lækre ud alle sammen.
Andet sæt var Laura Mai ikke så begejstret for. Hun gik dog alligevel ind, men blev støttet lidt ekstra af Lea, som fortalte om tøjet, og klarede således også denne tur.
Sættene i anden omgang, var mere day-wear. For Laura Mais vedkommende var det bl.a. velour shorts og en smart hat.
Da Laura Mai kom ind for sidste gang, kunne man virkelig se, at hun var på. Hun svingede med kjolen og var bestemt i sit es. Det tredie sæt skulle forestille festen om aftenen, hvor alle pigerne havde flotte kjoler på. Laura Mai måtte også efterfølgende poientere, at det bare var den smukkeste prinsessekjole hun havde haft på, hvor jeg dog mente, at sættet med hatten havde været smartest. Påklæderen var heller ikke sen til at kommentere, at der kunne Laura selv se - hatten VAR smart! Det havde åbenbart været hattens skyld, at hun ikke havde været helt på ved anden tur.

Turen til Nordsjælland var endnu en sjov oplevelse til samlingen. Folkene på Noa Noa var virkelig søde og nærmest taknemmelige over at vi ville komme. Det var lidt skørt, da jeg jo havde det på samme måde.. Tak fordi vi måtte komme Noa Noa - Vi kommer gerne igen en anden gang.


PS. Lækker vinterkollektion - I kan godt glæde jer!

Nu sker der noget..

Der skulle gå næsten en uge før vi igen hørte fra Basic.
Jeg var på arbejde da telefonen ringede, men ilede ud for at ringe tilbage, straks lejligheden bød sig.
Det viste sig, at det ikke var Maria der havde ringet, men i stedet Celine, som havde et andet job til Laura Mai.
Hun vidste godt at det var med lidt kort varsel, men ville høre om ikke Laura Mai kunne ha' lyst til at gå et lille modeshow for Noa Noa..
Seriøst.. NOA NOA!! Jeg elsker Noa Noas børnetøj, så jeg var ikke sen til at få logistikken til at passe, og melde grønt lys for modeshowet, som var kun 2 dage senere.
Ja, her er jeg sgu lige lidt egoistisk, og indrømmer gerne, at jeg måske pæcer mit barnen anelse, men når man (hun) får smidt Noa Noa i nakken, så slår man (jeg) sgu til. ;)

Dagen efter ringede Maria, og fortalte, at Tempur også havde valgt Laura Mai. Jeg kan roligt sige, at der var jubel i det lille hjem den uge.





Shortlistet..

I starten af marts fik vi en mail fra Maria fra Basic. Laura Mai var blevet shortlistet til en optagelse for Tempur. Opgaven var åbenbart ikke helt normal, så Tempur ville gerne have en kort videocasting af de udvalgte. Vi trillede derfor til Nørrebro en søndag, for at mødes med Maria til en gang filmning.


Laura Mai klar til casting..

Til videocastingen skulle Laura Mai igen ind foran det hvide lærred, og proceduren var faktisk meget lig optagelsen til Gigavine. Hun skulle gå ind, dreje langsomt rundt så man så hende i profil, bagfra, den ande profil og så forfra. Så skulle hun gå lidt frem og fortælle navn og alder, og endelig lidt længere frem og vinke farvel til kameraet.
I første omgang fjollede hun lige rigeligt, men hun kunne godt selv se det, da hun fik lov til at se filmen igennem, og insisterede på, at få lov til at prøve igen. Anden omgang gik bedre, selvom hun blev helt genert over at se og høre sig selv. Jeg tror det kommer bag på os alle, første gang vi hører hvordan vores egen stemme lyder på bånd. I hvert fald var dette ingen undtagelse.

Bagefter tog vi hjem, og veeeeeeentede på svar.

Ventetid..

Efter at have været ude hos Basic CPH skete der ikke så meget, men selvom jeg var kommet i arbejde, og ikke længere var fyldt med kedsomhed og tossede idéer, var der nu stadig lidt blod på tanden.
Jeg havde oprettet en profil til Laura Mai på et site der hedder Online Casting. Her har man adgang til en masse informationer omkring auditions, primært på små filmprojekter og serier.
En aften faldt jeg over et opslag, hvor man ledte efter folk, som gerne måtte have en anden oprindelse end dansk. De skulle filme til en reklamefilm for en engelsk kommunikationsvirksomhed, som hedder Gigavine.
Jeg sendte dem en kort ansøgning, og fik positivt svar retur. En is kold aften i januar hoppede Laura og jeg således på cyklen og hjulede til Valby hvor WEMAKECOLORS, som skulle filme, havde lavet deres setup. Selve filmningen tog ikke meget mere end 5 minutter. "Modellerne" skulle stå foran det hvide lærred og filmes fra forskellige vinkler. Endelig skulle de slutte af med at smile rigtig stort, hvilket nok var den sværeste opgave for Laura Mai, idet hun allerede var smil fra øre til øre, og faktisk ikke kunne smile mere.

Amalie fra WEMAKECOLORS, som var hende jeg havde mailet med, var rigtig sød, og det samme var fotografen. Igen charmede Laura Mai igennem, og lurede da også lige et par tricks før og efter hendes egen tur.

Der gik lang tid hvor vi ikke hørte noget, og jeg havde egentlig skudt en hvid pil efter, nogensinde at se resultatet på opgaven. Jobbet var ulønnet, og det var kun fordi det var tæt på, at jeg havde søgt det. Lidt erfaring kunne jo ikke skade, og Laura Mai havde syntes det var skægt at være med. Altså mente jeg at den tid vi havde brugt, var gevet godt ud, hvad end der kom noget konkret ud af det eller ej.

Pludselig en dag først i maj var der dog igen lyd fra Amalie. Filmen var blevet færdig..



Det hele startede..

.. i sensommeren 2010. Jeg ledte med lys og lygter efter noget at rive i, men fandt ikke rigtig noget. Resultatet heraf var, at jeg kedede mig gevaldigt.
Af kedsomhed kommer der som bekendt mange spændende ting. En af tingene var, at jeg en sen aften, sendte en ansøgning afsted til Basic CPH på vegne af Laura Mai.
Basic CPH er et af landets største model- og statistbureauer, og jeg tænkte, at der da ikke kunne ske noget ved at gøre opmærksom på vidunderets eksistens.
Efter et par dage kom der svar - de ville gerne bruge Laura Mai, men billederne jeg havde vedhæftet, var ikke gode nok til deres site. Vi tog derfor forbi den først kommende torsdag, for at få taget nogle "rigtige" billeder.

En spændt Gås inden afgang..
Da vi ankom var der en del der ventede på deres tur. Det havde vi også regnet med, så vi havde væbnet os med tålmodighed. Det tog dog ikke så lang tid som frygtet.
Ventetiden blev slået ihjel med opsætning af hår samt Thomas Tog på bogform.

Der læses imens der ventes..
Folkene hos Basic CPH var fantastisk søde. Laura Mai charmede som hun nu gør, og nød turen i fulde drag.
På plænen udenfor Basic CHP efter veludført arbejde..
Alt i alt var det en super god oplevelse. Jeg havde frygtet at de ville være strenge eller ikke have tid til uvårne unger.. Eller hvad man nu ellers kan forestille sig af skrækscenarier, men der var ingen finger at sætte. Selvom der var lidt kø gav de sig tid alle, og det virkede ikke som noget der bare skulle overståes.


Nogle af de billeder der blev taget den dag..

Den første post..

Det er det herrens år 2011, og jeg har netop oprettet denne blog til Laura Mai.
Bloggens formål er, at dokumentere hendes gøren og laden, og at få samling på diverse jobs hun har været på.